Moden for digitale løsninger ændrer sig hele tiden. Og det kan være svært at finde ud af, hvad der bare er et modelune, og hvad man skal tage alvorligt. Her er en lille artikel som jeg skrev for Soft Design om website trends, du bør tage alvorligt. Den er fra maj, men stadig aktuel.
Less is more
Mies van der Rohes udtryk er stadig gyldigt. I websites måske mere end nogen sinde før. Du skal begrænse indholdet på dit site. For ti år siden gjaldt det nærmest om, at have så meget indhold som muligt på virksomhedens hjemmeside. Side efter side med tekst, beskrivelser og funktionalitet var kendetegnende for virksomheder med substans. Men i dag er kvantitet ikke afgørende. Det den målrettede indsats, der er kvalitativ.
I dag er platformene flere, og det giver mulighed for at tilbyde brugeren lige det, han har brug for, lige dér hvor han er. Det betyder, at funktionalitet flyttes fra sitet og ud i apps, hvis det giver bedre mening. Nyheder lægges på LinkedIn- eller Facebooksiden i stedet for på sitet. Tekst skæres ned til essensen, så det er lettere at læse på små skærme. Og Tekst, der ikke er hentet af brugere i den seneste tid, fjernes helt, så brugeren ikke forstyrres af menupunkter og tekster, han ikke har behov for i den givne situation.
Læg et performancebudget
Tålmodigheden bliver mindre og mindre. For bare et par år siden gad folk vente 7 sekunder på at et website loadede. Nu er tiden 2-4 sekunder. Alt hvad du lægger på dit website ”koster” performance. Så vurdér, om du har råd. Måske skal en gammel performanceudgift fjernes, så du kan få råd til en ny.
Google elsker responsivitet – og det gør kunderne også
Flere og flere brugere henter information fra nettet med deres smartphones og tablets, og Google ranker nu søgeresultater efter responsivitet for at sikre en god brugeroplevelse på de små skærme. Og ligegyldigt om du vil det eller ej, så er dit website mobilt, og derfor skal det kunne tilpasse sig de mobile enheder på en måde, som gør det let for brugeren at tilgå dit site fra små enheder.
Husk på, at en søgning i ventetiden på S-toget kan være det, der giver et salg senere hjemme ved pc’en.
Brug et responsivt website design, og du er godt på vej.