02 jan

Denne kampagne er virkeligt godt tænkt – men ikke af den grund du tror

Den spanske organisation The ANAR Foundation bekæmper børnemishandling. Et mere agtværdigt formål er nok svært at finde. For at nå deres mål om at hjælpe børn, der bliver mishandlet, har organisationen lavet en sindrig posterkampagne.

To forskellige oplevelser afhængigt af vinklen man ser fra

Når man ser posteren i voksenhøjde, ser man ét billede. Når posteren ses fra en anden vinkel, børnehøjde, ser man et andet billede.

Child-abuse-ad

”Voksenbilledet” viser et barneansigt og teksten: “Nogle gange er børnemishandlingen kun synligt for det barn, der gennemlever den.” 

”Børnebilledet” viser det samme barneansigt, men med skrammer. Og ud over den tekst, der også er synlig for voksne, fremtræder teksten: ”Hvis du bliver slået, så ring til os og vi hjælper dig” plus et telefonnummer.

Men man ser jo så også kun den ene

Formålet er at hjælpe børn. Men hvis vi gransker forudsætningerne for denne kampagne, er den så særligt god?

Tanken bag kampagnen er ifølge ANAR Foundation, at mishandlede børn skal føle sig trygge nok til at ringe, fordi det kun er dem, der kan se opfordringen til at søge hjælp. Fint nok, hvis altså ikke lige, det forholdt sig sådan, at barnet jo kun ser posteren i børnehøjde og derfor ikke ved, at det kun er ham eller hende, der ser det budskab. Barnet kan jo ikke vide, at den voksne ikke har set det.

Kunne man forestille sig, at et mishandlet barn, hvis det er ifølge med den voksne, der mishandler det, kunne frygte følgerne af, at den voksne er blevet konfronteret med emnet børnemishandling? Og at kampagnen dermed skader barnet mere end den gavner, fordi barnet bliver utrygt?

Jo måske, men er det så ikke genialt når ikke mishandlende voksne ser teksten, der spiller på synlig/usynlig i forhold til det to billeder? Øh jo, men ordspillet oplever man jo kun, hvis man har set begge billeder. Og det har den voksne heller ikke, hvis forudsætningen holder.

Hvad kan den, denne kampagne?

Når folk får forklaret, hvordan posterne virker, synes de, det er genialt fundet på. Og det er det også. Men ikke af den årsag man først tænker. Jeg ved ikke, om kampagnen virker efter hensigten. Om børn, der har brug for hjælp ringer. Jeg ved heller ikke, om den virker bedre end andre kampagner. Men der er ingen tvivl om, at The ANAR Foundation har fået meget omtale og er blevet meget synlig på grund af kampagnen. Og der er nok ikke nogen tvivl om, at dette ikke er tilfældigt. The ANAR Foundation har sammen med reklamebureauet Grey udgivet en video om, hvordan denne posterkampagne er lavet. I teksten til videoen på Youtube skriver Grey, at for 3 Euro om dagen kan du gøre en forskel. Videoen er set omkring 10.000.000 gange: Se videoen

Var det en dårlig idé?

Nej, det kan aldrig være forkert at prøve at stoppe vold og mishandling. Men virker posterne efter den officielle hensigt? Måske, men jeg har mine tvivl. Helt sikkert er det dog, at kampagnen har givet organisationen og sagen masser af synlighed. Og det er fantastisk godt brug af de sociale medier med masser af patos, og det er god kommunikation.

Og budskabet

Det er hermed delt. Vær med til at stoppe børnemishandling. Børnene er chanceløse, hvis vi voksne ikke ser og agerer.

23 nov

Forført af facebook

For nogle uger siden var jeg til konference. Temaet var forretning online. Det meste af dagen handlede om, hvordan man skal lade være at spænde teknisk ben for sine kunder, når de prøver at købe noget af en. Det er sådan set fint nok. Men dagen startede med noget andet. Dagen startede med forførelse. Dagen startede med indlægget ”Leg med i vores Shitstorm LAB”.

Idéen bag indlægget var at redegøre for psykologien bag shitstorme, og så i øvrigt at få deltagerne til at forstå mekanismerne ved selv at lade dem sætte sig i ”bad guy”stolen. Bad guys her var altså dem, der deltog i shitstormen. Oplægget lød interessant og det blev seancen også. Jeg blev forført – ligesom resten af tilskuerne blev det.

Hold fast, det er cool!
Indlægget blev holdt i en smukt istandsat gammel bygning med hvide vægge, højt til loftet, brede hvidpigmenterede fyrretræsplanker på gulvet, enkelthed og renhed. Kaffen blev serveret i lyse, grå Vipp kopper i ganske tyndt keramik. Indlægsholderen blev i materialet præsenteret som Cand. Psych. og medieekspert. Scenen var sat. I den grad sat. Ikke en eneste af deltagerne kunne leve op til den coolhedsgrad, det her havde. En enkelt havde prøvet med en blød hat, og der var også et pænt udvalg af de meget store brillestel, der i øjeblikket er obligatoriske for folk, der arbejder med ”digitalt design”. Men det var simpelthen ikke nok til at matche setup’et.

Når målet er at skade
I ydmyg stil startede taleren med at sige, at han ikke ville fortælle meget om sig selv. Dette udsagn og ydmygheden blev dog noget modificeret af den efterfølgende bemærkning om, at vi jo nok selv kunne finde ud af at google ham. Han valgte også lige at fortælle, at han er ansat ved og underviser på Københavns Universitet. Så var både coolhed og autoritet vist etableret. På charmerende vis førte han os tilskuere rundt i shitstormernes adfærd med humor, charme og fortællinger om egen succes. Det hele krydret med lidt mere påtaget ydmyghed. Indlægget handlede om psykologien bag shitstorme, og det kom i allerhøjeste grad til at handle om taleren selv. Men det er ikke det, jeg har et problem med, for det var faktisk underholdende. Det, jeg har et problem med, er, at taleren ikke på noget tidspunkt nævnte, at han så formålet med at skabe en shitstorm som et redskab til at sætte fokus på en sag – fx noget man syntes er forkert og bør ændres. Hans definerede formål var at skade.

”Uden framing er I fucked!”
Det at skade blev pointeret flere gange. Og midlerne blev gjort klare. Det blev fx nævnt, at ikke bare var det ok at insinuere usandheder, men at man også kunne lyve direkte. Dette blev nævnt under emnet ”framing”. Da jeg spurgte til etikken i det, blev jeg svaret med bemærkningen ”Det, jeg siger, er, at uden framing er I fucked. Og så er der pause.” Stor morskab i salen. Og jo, det virkede. Autoriteten havde skammet mig ud. Hvordan kunne jeg spørge så uvidende. Jeg var færdig med at spørge.

Hvad blev der af sagen?
Taleren redegjorde i et par timer for de emotionelle aspekter i shitstorme. Tiden fløj. Det var vitterligt meget interessant og forklaret tydeligt med gode eksempler. Men der var flere for mig problematiske aspekter. Blandt andet fortalte han, at de, der deltager i en shitstorm, ofte (i nogle tilfælde hele 50%) forskyder subjekt og objekt for de negative følelser. Deltagerne er simpelthen vrede på eller forargede over nogle andre og for noget andet end det, din sag handler om. Men at det ifølge taleren er ok, fordi det gør ens shitstorm endnu større. Men hov! Vent lige. Jeg er da ikke interesseret i andres vrede for vredens (eller skadens) skyld. Jeg er interesseret i min sag, fx at sætte fokus på at børnearbejde er mishandling og skal stoppes. Konsekvensen af det fokus kan så være, at det skader virksomheder, der benytter sig af børnearbejde. Men det er da ikke målet i sig selv. Målet er at redde børnene.

Hvad var det lige forsøget var?
Da taleren havde præsenteret sin viden, fik vi opgaven at starte en fiktiv shitstorm. Formålet var at ”skabe emotionel effekt og skade” en fiktiv virksomhed. ”Vil I lege med?”, lød spørgsmålet. Eksperimentet skulle foregå på facebook og evalueres et par dage efter. Jeg blev i første omgang forført. Vidste præcis hvordan jeg kunne få følelserne i kog og skade virksomheden optimalt. Heldigvis nåede jeg at tænke og ikke bare lade mig rive med.

I dag er jeg ikke sikker på, hvad dette shitstormlaboratorie egentlig gik ud på. Var vi deltagere i virkeligheden musene og ikke de begavede forskningsassistenter? Det ville i hvert tilfælde have været et fint studie i, hvordan selv veluddannede mennesker er villige til at påføre skade, fordi en autoritet siger, det er i orden. Og det er muligt, at det var det, der var formålet. Det ville ikke være første gang, taleren havde manipuleret folk på den måde. Det er sket før. Ifølge ham selv 27.500 gange. Det var det antal personer, han fik til at deltage i en shitstorm over en opdigtet sag. Han dokumenterede det for os. Med stolthed. Eller er det bare, at han er så fascineret af hvor stor en shitstorm, han kan skabe, at det bliver formålet i sig selv. Jeg ved det ikke.

Jeg er glad for, at jeg deltog i laboratoriet. Taleren er uden tvivl vidende og en dygtig lærer. Og det, jeg har lært, har stor værdi for mig. Men jeg valgte ikke at lege med i hans shitstorm.