Denne kampagne er virkeligt godt tænkt – men ikke af den grund du tror

Den spanske organisation The ANAR Foundation bekæmper børnemishandling. Et mere agtværdigt formål er nok svært at finde. For at nå deres mål om at hjælpe børn, der bliver mishandlet, har organisationen lavet en sindrig posterkampagne.

To forskellige oplevelser afhængigt af vinklen man ser fra

Når man ser posteren i voksenhøjde, ser man ét billede. Når posteren ses fra en anden vinkel, børnehøjde, ser man et andet billede.

Child-abuse-ad

”Voksenbilledet” viser et barneansigt og teksten: “Nogle gange er børnemishandlingen kun synligt for det barn, der gennemlever den.” 

”Børnebilledet” viser det samme barneansigt, men med skrammer. Og ud over den tekst, der også er synlig for voksne, fremtræder teksten: ”Hvis du bliver slået, så ring til os og vi hjælper dig” plus et telefonnummer.

Men man ser jo så også kun den ene

Formålet er at hjælpe børn. Men hvis vi gransker forudsætningerne for denne kampagne, er den så særligt god?

Tanken bag kampagnen er ifølge ANAR Foundation, at mishandlede børn skal føle sig trygge nok til at ringe, fordi det kun er dem, der kan se opfordringen til at søge hjælp. Fint nok, hvis altså ikke lige, det forholdt sig sådan, at barnet jo kun ser posteren i børnehøjde og derfor ikke ved, at det kun er ham eller hende, der ser det budskab. Barnet kan jo ikke vide, at den voksne ikke har set det.

Kunne man forestille sig, at et mishandlet barn, hvis det er ifølge med den voksne, der mishandler det, kunne frygte følgerne af, at den voksne er blevet konfronteret med emnet børnemishandling? Og at kampagnen dermed skader barnet mere end den gavner, fordi barnet bliver utrygt?

Jo måske, men er det så ikke genialt når ikke mishandlende voksne ser teksten, der spiller på synlig/usynlig i forhold til det to billeder? Øh jo, men ordspillet oplever man jo kun, hvis man har set begge billeder. Og det har den voksne heller ikke, hvis forudsætningen holder.

Hvad kan den, denne kampagne?

Når folk får forklaret, hvordan posterne virker, synes de, det er genialt fundet på. Og det er det også. Men ikke af den årsag man først tænker. Jeg ved ikke, om kampagnen virker efter hensigten. Om børn, der har brug for hjælp ringer. Jeg ved heller ikke, om den virker bedre end andre kampagner. Men der er ingen tvivl om, at The ANAR Foundation har fået meget omtale og er blevet meget synlig på grund af kampagnen. Og der er nok ikke nogen tvivl om, at dette ikke er tilfældigt. The ANAR Foundation har sammen med reklamebureauet Grey udgivet en video om, hvordan denne posterkampagne er lavet. I teksten til videoen på Youtube skriver Grey, at for 3 Euro om dagen kan du gøre en forskel. Videoen er set omkring 10.000.000 gange: Se videoen

Var det en dårlig idé?

Nej, det kan aldrig være forkert at prøve at stoppe vold og mishandling. Men virker posterne efter den officielle hensigt? Måske, men jeg har mine tvivl. Helt sikkert er det dog, at kampagnen har givet organisationen og sagen masser af synlighed. Og det er fantastisk godt brug af de sociale medier med masser af patos, og det er god kommunikation.

Og budskabet

Det er hermed delt. Vær med til at stoppe børnemishandling. Børnene er chanceløse, hvis vi voksne ikke ser og agerer.

Skriv et svar