Digital Disruption. Uber – et taxiselskab uden biler. Airbnb – et hotel uden værelser. Ok, men er dba, så ikke en butik uden salgssted?
Annoncer under ”Personlige”
Der er faktisk ikke rigtigt noget nyt i det, Uber og Airbnb har som forretningskoncept. De formidler kontakt mellem nogle private personer, der har noget, og nogle private personer der gerne vil have det, de andre har. Og de tager penge for at formidle den kontakt. Reelt er der bare tale om annoncesalg under ”personlige”.
Hvad er så nyt?
Når nu dba har eksisteret i årevis på nettet, og Novasol har udlejet andres huse i årtier, hvorfor er der så nu tale om digital disruption, fordi Uber og Airbnb forretningsmæssigt gør det samme?
Den største forskel ligger i… ??? ja, du har gættet det: Kommunikationen.
Uber og Airbnb slår på frihed, nye muligheder, åbenhed og oplevelser og penge – både for køber og sælger. Uber og Airbnb bliver formidlere af en livsstil. Imens sælger dba annonceplads.
Jeg er imponeret. Ikke alene er det lykkedes Uber og Airbnb at sælge den simple, gammelkendte forretningsmodel ”kontaktformidling” som livsstilsprodukter. Det har også affødt et helt nyt koncept og mediehype. Min misundelse vil ingen ende tage.